Aflønnes forfattere og foredragsholdere med chokolade?
Om hvorfor ikke alle foredrag er gratis – og om ‘paradokset’ at forære kreativt arbejde gratis til hvem som helst i den globale giverkultur og lokale samtalekultur, men insistere på ikke at arbejde ulønnet når som helst og hvor som helst …
Udgifterne hertil indgår selvfølgelig i forsamlingshusets regnskab, som revideres af en statsautoriseret revisor. Det tager nogle timer at komme det hele igennem (der var mange flasker vin dét år) og afregnes med en æske chokolade til den dygtige talknuser …
Nej, vel?
To stykker chokolade i timen
De får naturligvis udbetalt løn for deres arbejde. I kroner og ører.
Bestiller man derimod en forfatter til at holde et foredrag, er der en pæn sandsynlighed for, at vedkommende vil blive tilbudt en flaske vin eller en æske chokolade som honorar. Et foredrag, der – hvad enten det varer en time, to eller tre – let kan lægge beslag på et døgn eller mere, hvis det foregår i en anden del af landet, og som kan have taget mange timer eller dage at forberede. Ofte kan det såmænd være baseret på måneds- eller årelange studier.
Nuvel – når man har holdt foredrag i en årrække, er der som regel en større forståelse for, at foredragsholderen ikke kan betale sin husleje med chokoladeæsker, men faktisk lever i den samme verden som blikkenslageren og revisoren, hvor daglige fornødenheder såsom spaghetti og strøm betales i kroner og ører.
Ikke desto mindre er det ikke en ukendt erfaring, at også store kommercielle organisationer og institutioner med betragtelige omsætninger kan forsøge at sætte prisen på et foredrag til et par flasker vin. Eller som ‘honorar’ for en tekst til en antologi tilbyder tre gratis eksemplarer af samme bog.
I sidste tilfælde appelleres der gerne til forfatterens idealistiske hjerte, fordi der er tale om en udgivelse »uden forventninger om et stort salg«.
Og i sådanne tilfælde er det oftest kun de forfattere, der leverer hele bogens indhold, som skal fraskrive sig deres honorar. Forlagsredaktøren redigerer den ikke i sin fritid, men i sin betalte arbejdstid på forlaget, layouteren donerer ikke sin løn, og bogtrykkeren sender en faktura.
Et tilsvarende eksempel: Et stort mediehus ville f.eks. gerne bringe en række af mine naturfotografier i et kommercielt magasin med stort oplag, men da jeg spurgte, hvortil fakturaen skulle stiles, ophørte kontakten prompte. Pointen var vel, at det er en tilstrækkelig »løn« at se sit navn på tryk under fotografierne i et magasin på kioskhylden.
Jeg er med på, at det er en udbredt praksis, at kreative sjæle arbejder gratis på alternative produktioner og andre kunstneriske projekter, der kun kan overleve takket være idealister og ildsjæle. Og jeg støtter helhjertet den udbredte kreative giverkultur (hvis rationale jeg skal vende tilbage til), men når veletablerede aktører med pæne midler i ryggen til tider forsøger at institutionalisere en sådan praksis (ved f.eks. som ‘betaling’ at tilbyde, at man kan »skrive det på sit C.V.«), er det at strække den alt for langt.
Privilegier og patchwork-økonomi
Langt de fleste forfattere og kunstnere er uden faste lønforhold, uden betalt ferie, uden pension og uden ‘sikkerhed i ansættelsen’. Til gengæld er vi også uden en skemalagt arbejdstid og fri for en chef, der fortæller, hvad vi skal og ikke skal. På den ene side er friheden stor, men på den anden side er det for langt de fleste en usikker vej at betræde økonomisk.
Det er et privilegium at være en fri fugl, der selv kan bestemme, om arbejdsdagen skal vare 1, 7 eller 17 timer, og om arbejdsugen skal strække sig over 7, 37 eller 87 timer. Som regel bliver arbejdstiden dog meget længere end i et almindeligt lønjob.
Det skyldes selvfølgelig ikke alene, at kunstnere og andre selvstændige gør det, de gør, af lyst – men også at det ofte er nødvendigt at arbejde længere for at få økonomien til at hænge sammen på den fri bane. Mange forfattere og kunstnere overlever på en patchwork-økonomi, hvor en vifte af forskellige indtægtskilder samlet set skal gøre det ud for en anstændig ‘lønindtægt’.
For forfatteren kan dette patchwork bestå af bogsalg, freelancebetaling, bibliotekspenge, foredragshonorarer og lejlighedsvis støtte fra fonde eller legater. Fordelingen (og størrelsen) af ‘lapperne’ i det privatøkonomiske kludetæppe varierer ofte i betydelig grad fra år til år. Man ved med andre ord aldrig helt, hvad man kan regne med.
Som så mange andre lever jeg af en sådan patchwork-økonomi, der stort set tillader mig at skrive lige dét, jeg vil. Det være sig i politiske kommentarer og essays eller i bøger, der for de flestes vedkommende nok er ‘smalle’, men trods alt ikke usælgelige. Skulle det gøres op i timeløn, har jeg dog skrevet tusindvis af artikel- og bogsider uden beregning og andre tusindvis til en timeløn på mellem 25 øre og 10 kroner. Det er ikke ualmindeligt, at en forfatterens honorar for en bog svarer til en timeløn på et 1-5 kroner eller mindre.
Selvfølgelig er der enkelte bestsellerforfattere, for hvem regnestykket ser en del bedre ud, men for langt flere forfattere er ‘jobbet’ endnu mindre lukrativt. Når det indimellem alligevel kan lade sig gøre for nogen at leve af at være forfatter uden at sælges i oplag på 5.000-10.000 ex., skyldes det ‘mange bække små’, og at der af og til er en bog, fond eller freelanceopgave, der løfter indtægterne mærkbart højere end sædvanligt.
Men også forfattere, der sælger 10.000 ex. eller mere, kan sagtens være afhængige af andre indtægter. Bogen kan have været år undervejs, og en standardkontrakt giver ikke mere end 10-15 procent af bogsalget til forfatteren. Du kan være bestsellerforfatter det ene år og kontanthjælpsmodtager det næste.
Et væsentligt bidrag til en nogenlunde sammenhængende forfatterøkonomi er derfor ofte foredragsvirksomhed.
Det giver da også god mening, at mange forfattere er foredragsholdere. Begge dele handler om ord og formidling, og mange foredrag baserer sig på (eller trækker på) et eller flere temaer, som foredragsholderen har skrevet om og dermed arbejdet på i måneds- eller årevis. Skønlitterært eller faglitterært.
Derfor kan et foredrag på en time eller tre koste flere tusind kroner. Det er en nødvendig del af de indtægter, der muliggør den eller de bøger, som foredragene også er et resultat af. Foredragstimen er med andre ord blot toppen af isbjerget eller kronen på træet.
Langt størstedelen af isbjerget er under havoverfladen, og der er ikke nogen trækrone uden stamme og rødder. Alt det, der går forud, betinger det, der følger efter. Studierne. Forberedelserne. Bogen eller bøgerne.
Men det betyder ikke, at der er ikke er forfattere og foredragsholdere, der samtidig bruger en pæn del af deres tid på at bidrage til intellektuelle gratisglæder. Og det er ikke så paradoksalt, som det måske lyder.
Den lokale samtalekultur og den globale giverkultur
Ved siden af den kommercielle kultur findes en udbredt giver- og byttekultur – og nej, jeg taler ikke om »jysk valuta« og anden opfindsom omskrivning af sort arbejde og skattesvindel. Jeg taler om gratis tjenester og værker, der stilles til rådighed online eller ude i den mere håndfaste virkelighed.
Jeg benytter mig f.eks. af open source-programmer og et hav af tekster, bøger, fotografier, illustrationer osv., som jeg takket være Creative Commons-licenser såvel som anden uformel gavmildhed kan gøre brug af online og i andre ikke-kommercielle sammenhænge. Uden beregning.
Utallige programmører, billedkunstnere, musikere, forfattere og digtere forærer deres arbejde bort kvit og frit – måske mod den lille tilkendegivelse, der består i at blive krediteret for arbejdet, hvis det genbruges.
Af og til kan man så vælge at honorere gaven med et frivilligt beløb via Paypal, Patreon eller på anden vis, hvis man vil opmuntre giveren med et ekstra skulderklap. Men når der gives, er der selvfølgelig ingen krav om modydelser.
I tidens løb har jeg trukket meget på denne globalt udbredte gavmildhed, når jeg har brugt programmer til bogproduktion, billeder til hjemmesider og tryksager eller musik til privat brug. Jeg vil naturligvis også gerne give lidt igen og selv bidrage til festen, og derfor er mine ebøger gratis og mine naturfotografier tilgængelige til en række ikke-kommercielle formål:
> Gratis ebøger – eller betal, hvad du vil
> Gratis brug af fotos: copyright, Creative Commons og common sense
Men som allerede antydet standser den almindeligt udbredte giverkultur ikke ved computertastaturet. Jeg har f.eks. endnu ikke mødt en forfatter, der ikke med glæde holder gratis foredrag, tropper op og læser gratis op af en bog eller afleverer et par digte eller et essay til en bogudgivelse kvit og frit ‘for projektets skyld’. Det er nærmere reglen end undtagelsen for mange.
Hvordan hænger dét nu sammen med det, vi var inde på indledningsvis?
Forudsætningen for dette gratisarbejde er naturligvis, at udgiveren eller arrangøreren er en idealistisk aktør uden noget nævneværdigt budget. En studiegruppe eller en mindre forening. Et ikke-kommercielt (eller så godt som ikke-kommercielt) arrangement. Måske en indsamling til en god sag. Måske en lokal boghandel eller en lille café, der gerne vil udbrede kunst og kultur, men højst kan håbe på at sælge nogle få ekstra bøger eller kopper kaffe.
Den slags.
De fleste, der har skrevet en tekst, komponeret et stykke musik eller skabt et andet kunstværk, har selvfølgelig noget på hjerte og er glade for at vise det og få respons, hvorfor der kan ryge mange gratis foredrag, oplæsninger, tekster, billeder, kompositioner eller udstillinger ud over rampen. Det handler også om at bidrage til samtalekulturen og kunsten dér, hvor manglende økonomi ellers ville begrænse den.
Men udover den gavmilde giverkultur på nettet, de mange idealistiske arrangementer i mindre forsamlinger og diverse andre opgaver con amore, er der imidlertid også noget, der hedder indtægter i kroner og ører. Her taler vi om arrangementer og opgaver, der som tidligere nævnt bestilles af kommercielle foretagender med andre lønnede medarbejdere.
Når sådanne arrangører, organisationer og forlag med betydelige budgetter forsøger at presse citronen, eroderes ikke alene grundlaget for kunstneres og forfatteres patchworkøkonomi, men også fundamentet for den giverkultur, som så mange nyder godt af.
Den, der forærer dele af sit arbejde bort i gratisture på de idealistiske og ikke-kommercielle karruseller, er jo som bekendt nødt til at tjene lidt på de kommercielle gynger.
At kreativt arbejde i en række henseender faktisk kan være gratis for stort set hvem som helst, skyldes med andre ord, at forfattere, billedkunstnere, fotografer, musikere og mange andre i en række andre sammenhænge selvfølgelig må insistere på, at deres arbejde trods alt ikke er ulønnet når som helst eller hvor som helst.
Paradoksalt? Måske. Men gavnligt at lade det forblive sådan, tænker jeg.
Derfor: Arbejd som udgangspunkt ikke gratis for kommercielle foretagender, hvor andre aflønnes, men støt giverkulturen vidt og bredt. Og insistér på, at virksomheder, arrangører, organisationer og andre omsætningstunge aktører betaler foredragsholdere, forfattere og andre kreative for deres ord og tjenester. Så er der en større chance for, at lidt flere af os kan leve af det – og at vi samtidig kan fortsætte med at forære dele af vores arbejde til giverkulturen.