Anholt

En dråbe land midt i Kattegats favn,
en ø, en blomstrende ørken, en havn,
et åbent helle, et bydende navn,
en vindblæst stilhed, et indfriet savn.

Se lyse vidder med gulgrønne snit
og dybblå bånd bag en strandvold i hvidt,
et spraglet sletteland, farverigt slidt,
af stormen formet, af bølgerne bidt.

Et syn, der fremkalder ordløse sagn,
til sindets lise, og hjertet til gavn;
et sultent øjes æstetiske agn,
som trolddoms blik mellem nymfe og faun.

Vær tavs derude, lidt ude af trit
med vaners, takters og skemaers ridt;
giv slip på klokken, bliv hverdagen kvit,
 mærk Anholt, drivende, drømmende, frit.

Rune Engelbreth Larsen: Cirklen og tangenten (2012)