Ararat

Det er næppe ubetydeligt for talrige arters prekære situation,

at naturen ikke blot i et par århundreder er forarmet af produktion,

men også i et par årtusinder er blevet forladt og forsømt af religion.

En overfladisk hang til overforbruget i al overfloden

har måske fortrængt en undervurderet trang under overfladen?

Ganske vist har menneskeheden udnyttet naturen i enhver kultur,

men tempoet er forceret af en masseudryddende samfundsstruktur,

der for nogle er endnu et symptom på samtidens åndelige fraktur.

Engang følte mennesket sig bekendt og beslægtet med en hel stribe forskellige spirituelle magter,

lod egoet få flere pauser og tiden en slapper, søgte personligheder bag templer og artefakter –

endog bag naturens andre arter – og knyttede bånd mellem kultur- og naturånd i rituelle pagter.

Dét bånd blev dog allerede brudt længe før forbrugsfesten, ikke alene i Vesten,

for også i mange andre lande er naturens ånd for længst borte med blæsten – næsten.

I dag er det mest autodidakter, der søger tegn efter naturens magter

og forsøger at knytte en form for kontakter gennem sindets skæve skakter.

Jeg tror da heller ikke, man behøver at krydse den vildeste vildmark i sporene på Lewis og Clarke,

eller være en hvidskægget Noah, Yoda eller anden gammel knark for at sejle indad i sin egen ark.

Men jeg tror, at det kalder på sindets paradoksale rokader,

et sted inde bag rationalitetens sædvanlige parader,

hvad enten vi rejser gennem naturens vilde og vide flader

eller sejler over underbevidsthedens vigende vandflader –

agtsomt spejdende efter landkending under egoets havflader.

Udad i det fri

og indad fordybet,

opad i det blå

og nedad mod dybet.

På jagt efter en kyst i tågens dis, et genopdaget kortlag, der viser vej til en ø –

et grønt blad i næbbet på en venlig fugl, en ung kvist fra et gammelt træ, der nægter at dø.

Måske øen viser sig at være en bjergtop,

og bjergtoppen kronen på et indre kontinent –

når stormfloden og vandstigningen engang er vendt?

Måske en kilde springer ud ved træets fod og flyder gennem vildnissets rod,

et insisterende og inspirerende åndedræt, der hvisker: Ararat.

Og hvad end bjerget er symbol på et paradigmeskifte

eller en ny indgang til et individuelt hamskifte,

er der en række antropocæne vaner at udskifte –

såfremt vi anerkender naturens gavn af et sporskifte.

Klodens artsrigdom savner en rundhåndet menneskehånd,

der giver lidt plads fra sig og befordrer en kulturånd,

som knytter nye og uegennyttige naturbånd.

Jeg tror på et rummeligere og rigere natur- og kulturperspektiv,

et vildere narrativ, der gavner et friere og videre sjæleliv.