En ledig, en fremmed, et menneske

Det er, som om det hele er lidt gråligt,
lidt kælderkoldt og lovlig stramt og småligt,
når alt går op i arbejdskraft og pligter,
for hvad med alle dem, vi går og svigter?
En ledig dømmes nærmest som forbryder,
skal finde sig i alt, hvad staten byder.
Men husk det fælles vilkår, der er givet:
enhver er ledig mange år af livet.

De trængte sorte får og brune farver,
bli’r frosset ned i grøfterne, vi graver,
fordømt som fremmed’ fugle her i landet,
mens fordomsfuldt vi glemmer ét og andet:
Et fælles vilkår er os alle givet,
vi fødes uden kort og pas til livet,
bli’r alle kastet ud på ukendt færden –
enhver går fremmed ind til denne verden. 

Men vidt forskellig er hver enkelts vandring
med samfund og kultur i jævn forandring,
så gi’ lidt plads til flere fremmed’ sider,
vi er og bli’r forbundne individer.
Og fik du aldrig selv lidt skår i livet,
så er du ikke helstøbt – dét er givet –
og har du aldrig tabt til stempeluret,
er du sgu nok en del af fugleburet …