Forfra

Jeg blev født den tyvende august i et hedt årti i det tyvende århundrede;
atombomberne glødede, napalmen regnede, og selv Den Kolde Krig brændte på –
men Beatles brændte igennem, blomstertiden sprang ud, og De Gamle Dage var forbi.

Jeg gik i skole, da hippierne afblomstrede,og marxisterne iscenesatte sig som massens megafon:
Individet blev erstattet med proletariatets klon, og arbejderen ophøjet til tidens ikon.

Jeg gik på Ribe Katedralskole,
da fredstegnet var tidens parole;
jeg så mit livs første bjerge knejse
på min allerførste udlandsrejse;
jeg tog hul på en stribe sabbatår,
da glasnost varslede håb og forår.

Jeg blev gift og fik børn, da foråret blev efterår, og nationalisterne iscenesatte sig som massens megafon:
Individet blev erstattet med nationalstatens klon, og danskeren ophøjet til tidens ikon.

I det niende og tiende årti i det tyvende århundrede blev jeg skræmt af den nationale tidsånd,
brændte broer og sejlede side om side med ungdommens idealistiske åndsfæller og andre stædige ildsjæle
   ud på dybt vand –
bølgerne gik højt, håbene gik ned, vejene skiltes til sidst, men kortene blev blandet på ny, for havet var
   svangert med nyt land.

Da uvejret så småt begyndte at lægge sig,
og havets kurver glattede sig ud som en streg,
var intet vigtigere end vindens milde praj –
en brise, en lise, der stille viste den vej.

Vindens hvisken udviskede gamle konflikter,
lod dem opløse som misforståede pligter,
forvandlede gradvis de vældige vandmasser
til fjerne minder om fortidige strabadser.

Men en fin krusning på vandet, et klippemassiv,
der flimrede som et undersøisk narrativ,
tilbød sig som et nyt og forandret perspektiv
på verdens skæve gang og et snørklet sjæleliv.

Før eller siden oplever de fleste vel dybet rase i høj sø,
rider forhåbentlig stormen af og sejler i sjælens ark til den ø,
der en skønne dag pludselig rager op, når stormen til sidst giver op.

I begyndelsen af det første årti i det tredje årtusind så jeg havbund og stødte på grund,
gik i land og gik vidt omkring, før jeg vidste, hvad jeg havde savnet – naturen blev mit vigtigste fund.

Da vandene havde trukket sig,
blev øen langsomt til et højt bjerg,
på bjerget voksede et stort træ,
i træet landede en smuk fugl,
og fuglen digtede en ny sang,
der mindede om et åndedræt
og stilfærdigt lød som: Ararat