Gud
Jeg tror ikke, at nogen trosinstitution har ansat det hoved,
der har en stensikker Gudsgiven definitionsret til Det Gode.
Megalomane misgerninger er også udført af ærværdige åndsinstitutioner
af og til i uhyggelig modstid med de samme institutioners etiske bastioner,
nu og da i lige så skræmmende harmoni med deres grundskrifters udgangspositioner.
Jeg tror, at troens traditioner kan være tynget af en ubærlig destruktivitet,
der kan kulminere i religionsinstitutioners absurditet og konformitet.
Jeg tror ikke, at det kun er mullaher og fatwaer,
der kan foranledige vanvittige vendettaer,
men at megen hellig homofobi og misogyni
forhindrer alt for megen kærlighed i at være fri.
Jeg tror, at kastevæsen og andet beslægtet og vanslægtet uvæsen kan fremmedgøre traditioner,
umenneskeliggøre institutioner og opfinde, opildne og optrappe troskonfrontationer.
Men jeg tror dog ikke, at trosinstitutioner er af Det Onde,
eller at åndelige autoriteter altid er usunde.
Jeg tror, at empatiske barmhjertighedsgerninger inden for troens institutioner og stabilitet
kan være baseret på en solidarisk kollektiv og betryggende konservativ kontinuitet,
der hviler på kirkers, moskeers, synagogers og mange andre templers svære søjler af soliditet.
Jeg tror, at både skriftestole og syndsforladende sjælesørgere kan lette mange tunge sorger,
og at lindrende bedetæpper og bønner kan få mange byrdefulde bekymringer til at gå over.
Jeg tror, at altre, ikoner og overgangsritualer kan hæmme og opløse mange frustrationer,
tæmme nogle af livets usikkerheder og fremme fællesskabsskabende institutioner;
jeg tror med andre ord ikke, at enhver kanoniseret konservatisme konstant er konform og kontrær,
men beklager sandelig heller ikke troens vilde blomsterfrø og naturskovens selvsåede træer,
når de spirer inden og uden for præsteskabers lidt for velplejede parker og tilplantede ager.
Der er dem, der foragter den del af livets naturlige ukuelighed, fordi den er vild og ukontrollabel,
men jeg elsker livets uforudsigelige mangfoldighed, ikke mindst den, der er unyttig og uprofitabel.
Jeg tror også, at generationer af kvinders modstand imod ensidigheden af teologiens testosteron
trænger til at afklares,
for endnu flere generationer har af-østrogeniseret og reduceret guddommelighed til Gudfader og
Vorherre bevares.
Men selv om Faderen erstattes af Moderen i Himmerige (eller af Høn uden køn i Sverige),
ja, hvad enten Gud måtte blive opfattet og erklæret som étkønnet, tvekønnet eller intetkønnet,
tror jeg stadig ikke på traditionens dogme om én allestedsnærværende, almægtig og algod Gud –
dértil må jeg bare sige, at verdenshistorien trods alt tager sig meget, meget anderledes ud.
Tanken om en alfader eller almoder er sympatisk, men jeg tvivler på en algod alguds balance,
når en original trosnuance og tværreligiøs tolerance eller naturreligiøs romance
kan lægge fritænkere i stål eller sende kættere på bål med godhedens fremme som påstået mål.
Når min tanke falder på dette ret prætentiøse og grandiøse sandhedspatent, så må jeg bare sige,
at dér foretrækker jeg pluralister – hvad enten de er teister, animister eller ateister.
Rune Engelbreth Larsen: Ararat (2019)
