Hamskifte

Trosinstitutioner monopoliserer metafysikken,

og skønt stridende fraktioner og traditioner splitter kirken,

bevarer de historisk en hånds- og halsret over etikken –

og underordner stadig al anden tro bibeldogmatikken.

Ikke før renæssancens nyvundne natursyn og genfundne kærlighed til antikken

vågner et varligt og varigt vejrskifte; men først med oplysningstiden og troskritikken

fænger et vestligt sporskifte i revolutionsutopi og evolutionsteori,

der gradvis munder ud i et sekulariseret og demokratiseret vagtskifte.

Kirkeinstitutionerne mister magt globalt,

forbliver tunge institutioner nationalt,

men varierer lidt, som vinden blæser lokalt,

og blander ånd med hedensk religion regionalt.

Med tiden stækkes det kristne åndsmonopol af det sekulære systemskifte,

der ikke blot fremmer religionssynkretisme og videnskabens vidensvifte,

men utilsigtet baner vejen for et begyndende spirituelt hamskifte.

Jeg tror, at Jung, Hesse og Huxley er blandt Vestens bredspektrede movers and shakers i udbrud

i begyndelsen af det forrige århundredes uensartede åndelige opbrud,

og jeg tror, at dét brud er blottet for trosinstitutioners stivnede og størknede påbud,

men at vi generationer senere endnu kun ser pionéråndens flagrende nybrud.

Jeg tror, at de tre var på overlappende missioner,

der blottede underbevidsthedens trængte passioner;

måske à la romantikeres opiumsvisioner,

men tydeligvis med vigtigere implikationer

end spiritisternes anæmiske apparitioner

og visse lyssky logers kappeklædte erektioner.

Jeg tror, at kølvandet på de tre syder af adskillige unge søgende sjæle og tunge glødende sind,

men sikkert også af talrige syrehoveder, der uden mål og med lader sig blæse omkuld af en ny vind.

Nogle i det selskab vil formodentlig analyseres, mens andre vil inspireres af noget dybere –

fra fiktive glasperlespil og alternative bevidsthedstilstande til spekulative arketyper.

Jeg tror, at flere og flere åndspionérer med eller uden store beredskaber

formår at tale til flere og flere vesterlændinges ubevidste lidenskaber,

der åbner sindets særprægede døre til anderledes indtryk i sære landskaber

med knap så jordnære egenskaber – og måske temmelig usædvanlige budskaber.

Rune Engelbreth Larsen: Ararat (2019)