Hende

Løsn dine stjernefyldte rober, min milde fyrstinde,
lad mig gispe i dine nætter og famle i blinde.

Løft dine landskaber i daggryets rødmende hinde,
lad mig vågne i dine flammer, se tusmørket svinde.

Læg dine lyngpuder på heden og vent, fristerinde,
lad mig drages af dine dufte, lad kilderne rinde.

Pryd dine skovsøer med høje romantiske linde,
lad mig mærke, hvad dine strømme og dyb har i sinde.

Tænd dine fyrtårne og red mig i land, frelserinde,
lad mig strande på dine strande som stormvejrets minde.

Spred dine skyer under fløjlskys og svalende vinde,
lad mig udforske dine dale, bestige din tinde.

Åbn dine miner, vær mit sesam, min lykkes værtinde,
lad mig oplyse dine skakter, se skattene skinne.

Røb dine skjulesteder, vis dig, forfør mig derinde,
lad mig sprælle i dine spind, mens jeg hører dig spinde.

Stræk dine vidder og fold vingerne ud, elskerinde,
lad mig vide, at det er dig, der er landskabets kvinde.