Jeg, en bløder

Min pen har en god appetit,
men kødet, den spidder, er mit;

forledt af usynlige bånd
bevæges min tøvende hånd

og åbner mit bryst som et bor,
der tapper en åre af ord.

Dens blæk er mit dampende blod
fra hjertets pulserende rod,

små tegn fra en silende rift,
der bløder en vordende skrift.

Men blodet fornyer sig selv,
til sårede digteres held:

et punktum, et helende sår,
et digt og et ar, der består.

Min pen, min kanyle, min zen,
min gift og min nektar – min ven.