Jesus
Jeg tror på Jesus.
Jeg tror, at Jesus formodentlig både har formanet, fortryllet og forarget sin samtid,
omtrent sådan, som det årtier senere redigeres og serveres for hans eftertid.
Men jeg tror også, at de næste århundreder og årtusinder har udlagt, udhulet, udjævnet og udsorteret skriftsteder,
fordi kirker kolliderer, tider skifter, og fordi heller ikke hellig ånd er hævet over tidens foranderligheder.
Jeg tror på Moses’, Jesus’ og Muhammeds Gud, selv om de næppe er fuldstændig enige om, hvordan man bør tro på Gud –
og selv om næppe nogen kan tro på Gud på nøjagtig samme måde, som Moses, Jesus eller Muhammed troede på Gud.
Jeg tror, at Gud var en meningsfuld og meddelsom realitet for både Moses, Jesus og Muhammed,
fordi lignende oplevelser heller ikke er enhver anden tidsalders sprogspil fuldstændig fremmed.
Jeg tror, at de hver især har skabt en tro, der ikke blot er åndfuld,
men samtidig er både kærlighedsfuld, underfuld og gådefuld,
og hvis helligskrifter udgør en stor og meget håbefuld håndfuld.
Jeg tror dog ikke, at alt det, de rummer, blot er det pureste guld,
men til tider også en ganske harmfuld og fordomsfuld grydefuld –
og så tror jeg egentlig ikke, at jeg har taget munden for fuld.
Og de kanoniske kilder til de drakoniske regler er jo stadig kanoniske og uforsonlige –
så når min tanke falder på trosinstitutioners bogstaveligste gejstlige, ja, så må jeg bare sige,
at dér foretrækker jeg de sider af Rumi og hans lige, hvis strofer er noget mere dogmestridige
Jeg tror, at Jesus formodentlig både har formanet, fortryllet og forarget sin samtid,
omtrent sådan, som det årtier senere redigeres og serveres for hans eftertid.
Men jeg tror også, at de næste århundreder og årtusinder har udlagt, udhulet, udjævnet og udsorteret skriftsteder,
fordi kirker kolliderer, tider skifter, og fordi heller ikke hellig ånd er hævet over tidens foranderligheder.
Jeg tror på Moses’, Jesus’ og Muhammeds Gud, selv om de næppe er fuldstændig enige om, hvordan man bør tro på Gud –
og selv om næppe nogen kan tro på Gud på nøjagtig samme måde, som Moses, Jesus eller Muhammed troede på Gud.
Jeg tror, at Gud var en meningsfuld og meddelsom realitet for både Moses, Jesus og Muhammed,
fordi lignende oplevelser heller ikke er enhver anden tidsalders sprogspil fuldstændig fremmed.
Jeg tror, at de hver især har skabt en tro, der ikke blot er åndfuld,
men samtidig er både kærlighedsfuld, underfuld og gådefuld,
og hvis helligskrifter udgør en stor og meget håbefuld håndfuld.
Jeg tror dog ikke, at alt det, de rummer, blot er det pureste guld,
men til tider også en ganske harmfuld og fordomsfuld grydefuld –
og så tror jeg egentlig ikke, at jeg har taget munden for fuld.
Og de kanoniske kilder til de drakoniske regler er jo stadig kanoniske og uforsonlige –
så når min tanke falder på trosinstitutioners bogstaveligste gejstlige, ja, så må jeg bare sige,
at dér foretrækker jeg de sider af Rumi og hans lige, hvis strofer er noget mere dogmestridige
Rune Engelbreth Larsen: Ararat (2019)