Megafauna

Vi er bølger og partikler fra stjerners kerner –
udsprunget af ur-altets lydløse eksplosion,
undfanget af rummets endeløse ekspansion,
rundet af livets mageløse evolution.

Afrika er menneskets oprindelige vugge og ramme,
og alle er vi blade på grene af en afrikansk stamme,
der i tidernes morgen fremspirer af fordums tiders natur
og efter en rum tids vandringer digter en ny tids kultur.

Du og jeg var der ikke dengang, naturligvis, og dog er vi der endnu, på sin vis,
for et eller andet sted dybt i vores nutidige celler og sind eller sjæle
forbliver vi marginalt samtidige med fortidige formødre og forfædre
i resterne af sprogets furer og glimt af de tankestrukturer og grundkulturer,
der ikke blot gør os til de spekulative iagttagere af ‘dem’ og ‘deres’,
men også til en slags instinktive deltagere i et fjernere ‘os’ og ‘vores’.

Derfor er det også os, der gør en menneskeverden ud af isbræernes hvide kulisser,
tundraens sparsomt bevoksede mosaikker, skovenes skygger og landskabets sten og klipper,
hvor vi skaber figurer med kvindelige kurver som tavse oder til en altidig moder.

Vi er det unge Europas vildeste indvandrere,
forfølger og fortrænger kontinentets megafauna,
ikke kun for at mætte os i dyrenes kød og saft,
også for at blive ét med deres indre ånd og kraft.

Det gælder både de elsdyr, rensdyr og krondyr,
der i dag er blandt Europas sidste kæmpedyr,
men også mange andre af de store vilddyr,
der jages for trofæer eller som byttedyr,
i takt med at menneskehedens tidsalder gryr.

Længe før nogen forstår antallet og kan nå at fortryde,
er europæerne allerede i gang med at udrydde
hulehyænerne, hulebjørnene og huleløverne,
de uldhårede næsehorn og en hulens masse mammutter,
sabelkattene, vildhestene, flodhestene, urokserne,
kæmpehjortene, steppebisonerne og moskusokserne.

Og da urtiden synger på sidste vers, er de tungeste dyr med de største gevir, de længste horn
   og de vildeste tænder
for længst forjaget og fortæret eller i bedste fald forfulgt og fortrængt af de skarpeste våben
   i de blødeste hænder.

Det er denne uddøde megafauna,
som alle øvrige arter nu savner,
for det er ikke mindst de store bæsters dyriske teater,
der giver plads til naturens mest dynamiske habitater.

Når tunge dyr vælter rundt og æder eller bliver ædt,
når de græsser på vidder, hvor kæmperne ofte går tæt,
når de aser omkring søbredder, drøner over floder,
støvbader eller maser gennem skovene og roder,
udfylder de hver deres naturlige nøglefunktion,
sørger for opbrud og dynamik i tæt vegetation,
giver grobund for økosystemernes variation –
og forhindrer, at naturen bliver gold og monoton.

Og til trods for at vi dengang ikke forstår,
at de store dyr, som vi nedlægger og flår,
lidt for hurtigt decimeres og snart forgår,
bliver vi måske alligevel lidt triste
da verden pludselig begynder at miste
de kæmper, som vi udrydder til den sidste.

Ganske vist pryder vi klipper med vores håndaftryk – måske en slags deklarationer,
der bedyrer, at vi er mestrene bag datidens historiske innovationer,
og beviser, at vi tænker i matematiske og figurlige abstraktioner –
men der er spirituelle intentioner bag vores kunstneriske kreationer.

Og mon ikke der trods alt er flere, der bemærker,
at smukkest af klippernes visuelle eventyr
er de betydningstunge hovdyr, klovdyr og rovdyr,
som vi fremmaner i naturalistiske værker?

Vi er jo bundet til arternes vidtforgrenede samspil og gebærden,
for mennesket er en nøgleart, der selv er rundet af naturens verden –
og ligesom dyr og planter er vi alle grundet i kæmpernes færden.