Naturtilbedelse

Naturen er menneskets første bogstavløse tekst,
forklædt i floraens, faunaens og fungaens tegn;
vi læser den i årstidernes gang og livets vækst,
poder den i nøglefortællinger hen ad vejen.

Vi erobrer kloden under en global vandretur,
forankrer vores kultur i både ånd og natur,
formaterer sindets struktur i en unik mikstur —
der genererer vores arts særegne signatur.

Vi forbinder riter og vaner med vores forfædres traditioner,
spejler slægters aner i fjerne himmellegemers konstellationer,
fortolker livets baner i metafysiske manifestationer.

Vi søger kundskaber i naturens databaser,
afdækker budskaber i skyer, vandløb og skove,
dvæler ved månens faser og elskovens ekstaser,
afkoder eksistensens veje og åndens love.

Vi er taknemmelige for solen og regnen
og for synet af lynet og lyden af torden,
for naturen er både indgangen og vejen
til virkelighedens bagvedliggende orden.

I det lys bliver de største veterantræer af bemærkelsesværdig ælde
til myters universelle verdenstræer i al deres imposante vælde —
for ingen andre arter strækker sig lige så højt og ivrigt mod himlens tinder
eller lige så dybt ned under jorden til vores afdøde slægtninges minder.

Og betænk blot den lille pillebille, der triller rundt med små kugler af kraftfuld dyrelort;
tænk, at afføringen rummer bittesmå æg med potentiale til noget meget, meget stort;
tænk, at dens små larver udklækkes i ekskrementer, der via analogiens gamle bud
forbinder skarabæen og bæen med ingen mindre end selve den egyptiske solgud;
tænk på det store i det små, når solskiven triller livgivende hen over den blå himmel;
tænk, hvilken fin observation og finurlig association — oh, man bliver ganske svimmel …