Naturværdi

Rødderne til Homo Sapiens’ åndelige sensibilitet og kunstneriske kreativitet

er evolutionært integreret i naturens pluralitet, hvorfor tabet af biodiversitet

også er en stor tilbagegang for menneskets affinitet til livets historiske kontinuitet.

Men hvis naturen skal være mere end tomrummet efter de ressourcer, vi hele tiden slås om at udtage,

og de talrige arter, vi har travlt med at udrydde eller bortjage fra den beskedne plads, de har tilbage,

skal naturens egenværdi genindtage noget af det rum, vi har ladet produktionens formål overtage.

Men bevares, det er ikke mennesket, der besværes –

så who cares …?

Her ville en filippinsk kakadu sikkert vælge at

svare: I do.

Og den ene truede art efter den anden nok

istemme: Me too.

Men det kan være vanskeligt at få menneskets egennytte væsentligt nedprioriteret,

hvis vi ønsker naturen opprioriteret, for det forekommer gensidigt relateret,

at den vilde natur konstant er decimeret og talrige arter kontant elimineret,

i takt med at Homo Sapiens’ udbredelse i generationer er markant eksploderet.

Altimens naturen er blevet gennempløjet, er vores egen art generelt blevet endnu mere ophøjet,

og flere og flere er blevet mere velbjærgede, bedre klædt i tøjet og endnu mere velfornøjede –

og det er nok kun de færreste, der bliver mere misfornøjede end følelsen af en lille torn i øjet,

når også verdens sidste javanæsehorn er røget, og den allersidste californiske kondor er fløjet.

Det knuser næppe heller klodens eller Danmarks økonomiske tandhjul,

selv om vi kommer for skade at udrydde rødlig perlemorsommerfugl –

er der da overhovedet nogen som helst grund til at ærgre sig blå og gul?

Hvem ved, om ikke en lille del af vores bevidsthed i sidste ende ville blive lidt mere hul,

hvis vi til udryddelseslisten over de danske arter også føjede denne skønne sommerfugl –

tænk hvis vi skulle gå glip af dens bevingede skovpoesi blandt violernes fineste blomsterskjul?

Ganske vist vælter det vel heller ikke danskernes mentale korthus,

skulle vi komme for skade at udrydde landets sidste hasselmus.

Men mon ikke mange ville fortryde endnu et rødt minus i de truede arters status,

hvis den buskhalede syvsover og verdens eneste levende art i slægten Muscardinus

også måtte ende sine dage blandt så mange øvrige arter i dansk naturs lighus?

Og er der nogen, som gerne bidrager til at udrydde den sidste horndrager?

Eller er det alligevel ikke en smule trist, hvis vi bliver generationen, der begraver

en honningduftende orkidé med pyramideformede blomsteraks og purpurrøde kraver,

hvis nektarløse sporer bedrager de sommerfugle, som de ægger og drager med duft og farver?

Hvem ved.

Måske er vinderen hverken troen eller rød blok eller blå blok eller en anden gammel traver;

måske er ideologien pynt, fordi vi tænker med røven, og kun egologien drager?

Måske er de andre arters eksistens blot et spørgsmål om den nytte, Homo Sapiens vælger og vrager?

Og dog … Jeg har lidt vanskeligt ved at tro, at Jordens tab af myldrende liv og arter slet ingen rager.

Jeg ved godt, at det ikke er noget nationaløkonomisk faktum,

men muligvis er det også tilstrækkeligt som et personligt diktum,

at vi rent faktisk udrydder noget uerstatteligt og dyrebart,

hver eneste gang vi udrydder en plante-, svampe eller dyreart.