Nekselø

Kom, når blomsterøens frøer lokker,

hør et kor som fjerne kirkeklokker

vække vårens lystne kald og virke,

lyset i naturens kåde kirke.

Her er liv og elskovsglade dage,

kræ og kryb, der bager på en mage;

amourøse toner, fagre farver,

mågeæg, der klækker, labre larver.

Kom, når vinden pisker over bølger,

løsner op for knuder, sjælen dølger,

lufter ud og klarer hjernespindet;

havets sus og rus er salt for sindet.

Brudelys og klokkeblomster nejer,

spinkle fyrretræer står og svajer;

øens vartegn ligner skæve nøgler,

rager op som tre fragile søjler.

Hvilken flora, hvilken farvelade,

hvilke skrænter, hvilken stormfacade,

hvilken vekselø af havet avlet,

kom til Nekselø, forblæst og spraglet.