Øksen

Igennem verdens kulørte og kringlede kulturhistorie

har vi oftest sluttet pagt med verdens vilde naturhistorie,

og til næsten enhver tid har vi i så godt som enhver kultur

følt os fysisk og åndeligt beslægtet med næsten al natur.

Men da en frembrusende åndskraft skyller ind over verden og skriver et nyt religionshistorisk plot,

brister båndet mellem natur- og kulturånd som ringe i vandet og reduceres til en saga blot.

På apostlenes tid ligger øksen ved roden af træerne og kalder,

og da kirken vinder frem og går på hugst, er naturens hellige haller

noget af det første, der falder – og baner vej for en mørk middelalder.

Og mens vi hugger og fordømmer skovens gamle stammer,

sukker og forstummer skovens gamle stemmer.

Nu bliver det syndigt, farligt og forbudt at helligholde

de gamle veterantræer i lunden, der betager os,

og det blomstrende tæppe i skovbunden, der behager os –

for drages vi af Moder Naturs immanente varietet,

overser vi jo Vor Herres transcendente totalitet.

Færre og færre gamle træer minder os derfor om verdenstræer,

der minder os mindre og mindre om alverdens forbundne årsager

i den natur, hvis åndelighed vi ikke dyrker og iagttager,

men forjager, forsager og reducerer til et ressourcelager.

Ofringer og frugtbarhedsriter forarger og forbandes

– fordømt af præsten;

naturguder og -gudinder fordufter eller fordrives

– forsømt af resten.

I to årtusinder vokser kirker og moskeer til haller fyldt med ædelmetaller,

det hellige væves ind i teologiske kategorier og teodiceer,

og mere end én himmelvendt religion renser og rydder al kultur for hellig natur.

Men. Gammel skik og tro ignorerer hist og pist silkesnoren,

for kloge koner i Østen og Vesten og Syden og Norden

går stille med dørene og undgår imamen og pastoren –

og som bjørne går i hi, går de gamle guder under jorden.