Over vandene

Der er hvælvinger i huler, der lokker,
venter tavst og mørkt på kunstneres okker;
der er klipper, som får livskraft og farver
af de værker, hvis visioner vi arver;
der er sten, hvis kurver minder om kvinder
og kan omskabes til modergudinder;
de er svangre med de myter og navne,
vi bevarer som kulturarvens bavne.

Der er lærreder med tomrum, der lækker
og forfører alle pensler, de vækker;
der er blanke hvide sider, der frister,
med usynlige små bobler, der brister,
der er toner, alfabeter, symboler
som begrebsliggør kontraster og poler,
danner billeder for øjne og ører
til beskuere, der higer og søger.

Der er kunstværker i muslingeskaller
bag forblæste horisonter, der kalder
på opmærksomhedens flygtige havne
over dybder på halvfjerdstusind favne;
der er vældige metaforer, der sejler
på kulturens oceaner og bejler
til de sjæle, der kan gribe et anker
og en kiste fuld af flyvende tanker.
 
Vi er med som passagerer og gæster,
er på plads bag odysseens orkester,
når koncerter, malerier, skulpturer
stævner ud og sætter sejl for kulturer;
og vi henrykkes af episke roller,
står til søs i vore egne små joller,
når vi drømmer om de fremmede kyster,
der har åbnet vore længsler og lyster.

Det er himmelhøje master, vi skimter
i det fjerne, hver gang sollyset glimter
under læselampens skær, når vi læser –
og vi mærker det, når bogstaverne blæser,
og vi bløder lidt, når sætninger sigter,
og vi flyver lidt, når muserne digter,
og forandres af den fiktive færden
når vi opsluges af tryksværtens verden.

Det er vejrbidte, men stormsikre værker
på sejladser, der gi’r voldsomme mærker,
de går opstrøms og forbi perioder,
sejler hinsides tendenser og moder,
er på udkig efter ligblege hvaler,
navigerer efter blodet, der maler
eksistensen og dens drama begavet,
infernalsk og majestætisk som havet.