Perspektiver

Vi lever i en brydningstid, hvor religioner sprækker,

og hvor nye kontroversielle trosversioner trækker

på vifter af synkretistiske komplekser, der rækker

fra buddhisme til animisme – og måske forskrækker?

Jeg tror, at der både er konventionelle og kontroversielle tværreligiøse discipliner,

som kan anvise retninger, ritualer og rutiner til den, der søger den slags vitaminer.

Og jeg tror, at flere i det mindste glimtvis har set åndelige fænomener konkretiseret,

når sindet undtagelsesvis har været vågent, imens kroppen slumrede tungt og paralyseret.

Jeg tror, at den slags indtryk kan vise sig som surreelle, men krystalklare lucide tableauer,

der kan være lige så reelle og erfarbare som lette skyer og massive stenbroer.

Jeg tror, at vi kan møde fremmedartede og forvirrende fænomener, som nogle skræmmes af,

men som andre vænner sig til henad vejen, forsøgsvis besøger og lejlighedsvis opsøges af –

til tider med diskret varsomhed, nogle gange med mere indiskret og direkte meddelsomhed.

Jeg tror det, fordi historiens annaler i så rigt mål beretter om alverdens idealer og ritualer,

der ud fra diverse manualer og motiver anvender hver deres åndelige perspektiver og kanaler.

Jeg tror, at oplevelserne farves af den enkeltes kulturelle vokabular

og afspejler forhåndsforventningers vidt forskellige individuelle virvar –

også når de trodser reglerne for en positivistisk virkeligheds inventar.

Derfor viser ånd sig formentlig i mange flere afskygninger

end nogen troldkyndig har fortalt,

noget helligskrift har formidlet,

nogen bondefanger har fortænkt,

og noget præsteskab har forkyndt.