Sandheder

Jeg har indgroede antipatier over for truende troendes totalitære idiosynkrasier

og temmelig svære allergier over for autoritære politikeres binære ideologier.

Begge lejre ynder lidt for ofte at hugge en hæl og klippe en tå,

– og ender ofte med hoveder på en pæl eller friheder bag lås og slå.

Jeg er generelt ikke meget for at uniformere og konformere skelsættende ideer og teorier;

jeg hører snarere til dem, der foretrækker at blande og sortere, nuancere og individualisere:

Jeg er lige så kristen som Kærlighedens Højsang,

der værdsætter kærligheden højere

end alting,

for hvad og hvem er vi uden kærlighed?

Ingenting.

Jeg er lige så islamisk som Koranens formaninger om at vinde flere venner og omvende flere fjender ved at besvare misgerninger med flere velgerninger.

da kvaler byder ham at nedlægge våbnene i begyndelsen af Bhagavad Gita, som da han i slutningen af skriftet overtales til atter at gribe dem af Krishna.

Men selv om der er mange kristne, muslimer, jøder og hinduer med en empatisk tro,

der overgår ateister i at bygge bro og gør verden til et bedre sted at bo,

er jeg trods alt hverken kristen, muslim, jøde eller hindu – i den jord kan jeg ikke gro.

Jeg er ikke kun barn af mange årtusinders fantastiske mytologier,

men også af Newtons, Darwins og Bohrs naturvidenskabelige teorier

og af århundreders sekulære revolutioner og ideologier.

Jeg holder gerne med socialisten, når socialisten er på vagt over for magt,

bekæmper udbytterens rov og udnytterens overgreb med fribytterens lov,

byder den arme sin varme og yder efter evne og nyder efter behov.

Jeg holder med liberalisten, der er frihedstræets svorne vogter og individets stærke værn,

forsvarer integritet og forskellighed imod politisk ensretning og massens malende kværn.

Jeg holder med konservative, der skatter kulturens skatte, tøjler fremskridtets arrogance,

rejser sig for gangbesværede, agter klassisk dannelse og værdsætter almen tolerance.

Jeg holder med patrioten, der ikke vil se sit land som bombemål,

foretrækker sit modersmål uden foragt for alverdens tungemål

og sætter pris på moderlandets natur og litteratur i rigt mål.

Men selv om jeg har mødt socialister, liberalister, konservative og patrioter,

som jeg beundrer for deres imødekommende og passionerede politiske tro,

har aftapninger på de selvsamme ideologiske flasker også affødt despoter,

der var berusede af den ’rene’ vare og har styrket min ideologiske mistro.

Jeg anerkender en vis tryghed ved forchromede ideologier og skønheden i helligskrifter,

synagoger, kirker og moskeer,

men tror ikke, at ånd og økonomi kan rummes i Bibelen, Kapitalen eller andre sakrale værker –

jeg tror på flere måskeer.

For mig er det nok snarere blomsterklokker end stormklokker og kirkeklokker, der lokker.