Sokrates
Jeg tror på Sokrates.
Jeg tror på, at Sokrates filosoferede og brillerede
og formodentlig både inspirerede og irriterede
sin politiske samtid med de idealistiske ideer,
Platon tilskrev sin store mester og idoliserede seer.
Jeg tror, at Sokrates kunne drikke de fleste under bordet uden at drikke sig i hegnet eller svække sin ånd,
og at han kunne lægge de fleste samtalepartnere i støvet uden at hæve stemmen eller løfte en hånd.
Jeg tror sågar på Sokrates’ navnløse daimon,
skønt næppe nogen kan tro på Sokrates’ daimon
sådan som Sokrates selv troede på sin daimon.
Jeg tror, at Sokrates’ daimon var en realitet i Sokrates’ tilværelse,
fordi mange andre fortællinger om oplevelser af beslægtede fænomener
har udspillet sig som samspil og modspil inden for denne og andre tidsaldres sprogspil.
Jeg tror, at Platons skrifter om Sokrates’ tanker ofte er åndrige og geniale,
men må også erkende, at jeg sine steder finder dem ret ensidige og brutale,
fordi den utopiske statslængsel af Platons fabrikat ifølge mit bedste estimat
er lige så skræmmende som det dystopiske statsfængsel i et autoritært kalifat.
Nok rummer Platons idéverden subtile vinkler, der er skarpsindige og dybsindige,
men når min tanke falder på hans ufrie tusindårsrige, ja, så må jeg bare sige,
at dér foretrækker jeg Popper og hans lige, hvis statsideer er mere rummelige.
Jeg tror på, at Sokrates filosoferede og brillerede
og formodentlig både inspirerede og irriterede
sin politiske samtid med de idealistiske ideer,
Platon tilskrev sin store mester og idoliserede seer.
Jeg tror, at Sokrates kunne drikke de fleste under bordet uden at drikke sig i hegnet eller svække sin ånd,
og at han kunne lægge de fleste samtalepartnere i støvet uden at hæve stemmen eller løfte en hånd.
Jeg tror sågar på Sokrates’ navnløse daimon,
skønt næppe nogen kan tro på Sokrates’ daimon
sådan som Sokrates selv troede på sin daimon.
Jeg tror, at Sokrates’ daimon var en realitet i Sokrates’ tilværelse,
fordi mange andre fortællinger om oplevelser af beslægtede fænomener
har udspillet sig som samspil og modspil inden for denne og andre tidsaldres sprogspil.
Jeg tror, at Platons skrifter om Sokrates’ tanker ofte er åndrige og geniale,
men må også erkende, at jeg sine steder finder dem ret ensidige og brutale,
fordi den utopiske statslængsel af Platons fabrikat ifølge mit bedste estimat
er lige så skræmmende som det dystopiske statsfængsel i et autoritært kalifat.
Nok rummer Platons idéverden subtile vinkler, der er skarpsindige og dybsindige,
men når min tanke falder på hans ufrie tusindårsrige, ja, så må jeg bare sige,
at dér foretrækker jeg Popper og hans lige, hvis statsideer er mere rummelige.
Rune Engelbreth Larsen: Ararat (2019)