Stamtræer

Hvem føler sig ikke lidt presset af selvudviklingsindustrien

og bliver ikke lidt stresset af selvrealiseringsmanien?

Vi formøbler formuer på at få vores egenart dissekeret i detalje,

finder og realiserer os på møder og kurser til den store guldmedalje.

Mon ikke det kan slå over i selvdyrkelsens vækkelse,

kamme over og føre til selvforbindelsens svækkelse?

Jeg tror, at meget er forsvundet i navlens solitære selvskab,

fordi selvværdet som regel er bundet til kærlighed og venskab,

og fordi perspektivet er vundet ved historiens bekendtskab.

Men i sidste ende er eksistensen individuel,

hvorfor vi vel stadig bør sigte efter at være os selv,

hvilket ingenlunde betyder at være sig selv nok

– vel?

Vi kan vel anerkende fællesskab såvel som forskel.

Historiens kilder flyder ad individuelle veje og synger sjældent i enstemmigt kor,

er på én gang flettet ind i naturen og kulturen som et forvirrende og forklarende spor;

former, forpurrer og forandrer meget af det, vi hver især render rundt og føler, tænker og tror.

Vi er knyttet til hinanden og til historien – om så blot på de yderste decimaler –

til andre arter, til synlige og usynlige personligheder uden logiske regler;

vi har hver især et enestående stamtræ, hvis rodede rødder og kodede spiraler

rækker tilbage til gamle kilder og kanaler, der er endnu ældre end slægtens annaler.

Jeg er bærer af en urgammel arv, der går langt tilbage til troldunger og skjoldunger

og utallige andre generationers betagende og belastende møgunger.

I mine årer flyder lidt af den mjød,

vores kulturhistorie har brygget,

og lidt af generationers brød og kød,

som tidens tand har smagt og gennemtygget.

I mit sind syder Aslaugs vid, Christian den 7.’s vanvid og Modstandsbevægelsens strid –

for er vi ikke alle børn af mange flere og meget mere end vores egen tid?

Jeg er døbt i renæssancens morgenluft og æstetik,

svøbt i oplysningstidens fornuft og religionskritik

opblødt af romantikkens fornufts- og oplysningskritik.

Vi er enestående. Du er enestående.

Og ikke blot enestående, som det ene snefnug, der flyver omkring og flakker i vinden,

er enestående og anderledes end alverdens andre snevejrs vidt forskellige snefnug,

der flyver omkring og flakker i vinden over et andet snelandskab et andet sted på Jorden.

Mere enestående end dét.

Ikke blot enestående, som den flamme, der danser og dør under et flygtigt slør af gnister,

altid er enestående og forskellig fra enhver anden flamme på ethvert andet tidspunkt

under ethvert andet slørs flygtige gnister og gløder i åndens uendelige erindring.

Mere enestående end dét.

For alting flyder videre, forandrer sig og forundrer os og forfatter den fortælling,

der forfører og forløser det liv og den eksistens og det menneske, vi hver især er –

såfremt vi hver især lader os forandre, forundre, forfatte, forføre og forløse.

Og det menneske er et menneske, som intet andet menneske

nogen sinde er eller har været eller bliver dét menneske.

Jeg tror, at hvert eneste menneskes præferencer, evner og passioner udgør en helt unik matematik,

der adskiller sig fra andre menneskers unikke matematik i hver deres labyrintiske mosaik,

og at den mosaik også formes af forgangne epokers forskellige ideer og idiotier,

der har bidt sig fast i pulsårer og skabt hver vores blødende ø i sindets hav af bølgende melodier.

Derfor jeg tror aldrig nogen sinde, at den ø eller det hav koagulerer af mangel på dynamik –

så længe der er mindst to mennesker, der bliver ved med at bide til og dele ånd og spyt og sæd og skik.