Syndflod

Holocæn abdicerer – havene stiger, indlandsisen smelter, og sneen tør,

Antropocæn kulminerer – naturen viger, og utallige arter uddør.

Ikke på grund af den lejlighedsvis tilbagevendende finanskrise,

men de dybereliggende udløbere af selvsamme systemkrise –

en accelererende klimakrise og biodiversitetskrise.

De fleste mennesker kender og bekymrer sig en hel del om den første;

men for alle andre arter end vores egen er den anden den største.

Naturen forarmes lokalt, regionalt og nationalt,

mens Den Sjette Masseuddøen griber om sig globalt.

I det meste af verden er naturen decimeret og fragmenteret,

nogle steder – og i mindre grad – poleret, parkeret og konserveret,

men gennemgående ekstermineret, raseret eller amputeret.

Naturudnyttelse og naturbeskyttelse har hidtil været helt eller delvist baseret på udbytte

og derfor reelt ude af stand til at beskytte klodens øvrige arter imod menneskets egennytte.

Menneskeheden uddør dog næppe af hedechok eller mangel på mad,

selv om klimaet går amok, og biodiversiteten tordner nedad.

Tabet for millioner af klimaflygtninge er imidlertid rigeligt fatalt,

og selv om kriserne ikke ligefrem tilintetgør kloden stort og monumentalt,

er det grueligt galt, at verden flyder i mere og mere lort, globalt og mentalt.

En ny syndflod skyller ind over verden – denne gang dog ikke med urtidens fjerne budskab

(du ved, det dér om, at ingen gad at lytte til Guds vrede over menneskehedens ondskab),

men derimod som i en moderne nutid, hvor vi måske bare hylder den store dårskab –

og tilsyneladende slet ikke gider at tage konsekvensen af eksperters kundskab.

Dybest set er vi vel godt klar over, at videnskaben ved besked,

vi vil blot ikke vide, at det hele handler om at geare ned –

men naturen er truet af havbruget, skovbruget og landbruget,

fordi både egoet og forbruget er fuldkommen forskruet.