Tro

Vi besøger religiøse magter i grænseløse sfærer,
besynger kuriøse pagter og gudelige affærer,
svøber religiøse verdener i slidløse traditioner
og støber tendentiøse love i pompøse religioner.

Vi digter myter om verden foroven,
begrænser skoven og opfinder ploven,
skaber filosofi og strammer loven,
blander metafysikken og mystikken
i dele af æstetikken, etikken,
komikken og tragikken i antikken.

Troende er siden blevet uenige om mangt og meget, men er fortsat enige om at tro,
at der er én Gud eller flere guder eller andre vifter af vogtende og vidende væsner,
som mange troende tiltror en utrolig, men i egne øjne fuldt ud troværdig teologi –
skønt den trodser zoologi og biologi og er totalt abstraheret fra fysik og kemi.

Ateister nærer til gengæld mistro til al slags tro,
uanset om den er moderat eller helt bogstavtro,
fordi de tror, at enhver tro blot er fjollet overtro,
der strider imod forstanden og dræner al fornuftstro.

Også jeg deler en del mistro til de rettroende,
der kun kan se troløse eller trofaste troende,
og som opdeler verden i truende og troende,
for hvem anderledes-troende og ikke-troende
i bedste fald er forvirrede eller godtroende,
i værste fald ligefrem fordømte og vantroende.

Min mistro til trods tror jeg dog ikke på enhver afvisning af samtlige åndelige præmisser,
som troende opfatter og oplever afsides eller hinsides kulturens hverdagskulisser –
men skal det utrolige tros, blot fordi troende hævder hinsidige hensigter bag hjertets trang
som konkrete kræfter, flygtige fremtoninger eller skriftsteders påstande, der former livets gang?

Nej, men tro, det eller ej – blanke bortforklaringer af alle usædvanlige trosfortolkninger
er trods alt endnu mere forbløffende end mange nok så forunderlige trosforestillinger,
der jo ikke blot er forankret i går eller de sidste hundred år, men gennem mange tusind år –
og tilsvarende er foreviget i vidt forskellige folkeslags fortællinger og livsvilkår.

Af samme grund tror jeg ikke, at tro er dækkende for alle fænomener og situationer,
der rummer åndelighedens rituelle funktioner og universelle begrebskonstruktioner.

Jeg tror med andre ord, at tro er alt for flagrende til at favne alt det, der er ret ufatteligt,
men som ret mange troende forestiller sig eller oplever og tror, er ret ubestrideligt;
og med dét trosforbehold in mente, kan jeg vel også godt tillade mig fortsat at anvende tro
i ordets fleksible, men noget forsimplende betydning om utrolige trosforhold – vil jeg tro.

Rune Engelbreth Larsen: Ararat (2019)