Verdens smukkeste digt

En blåøjet klode står op over månegrå sletter,
en hvidsprængt pupil cirkulerer i kosmiske nætter.

En himmel, hvis vidder formeres, så tankerne strejker,
en hvælving så dyb, at begreber og ord ikke rækker.

Men gnister af kosmos rumsterer i hjerter og hjerner,
det kulstof, der stammer fra rester af udbrændte stjerner;

et kosmos, hvis udspring er voldsomt, bizart og bombastisk,
det big bang, der fostrede verden – fantastisk, orgastisk.

En verden, hvis døgn er som hjul, der konstant bli’r fornyet,
forvandles af mulmet, men døbes og svøbes i gryet;

Et forår kan tænde et utal af grønne dioder,
signaler til lurende drifter og slumrende floder;

en vind stryger blidt over klithedens fugtige græsser,
gør fuglene kåde og våde på mossets madrasser.

En sommer kan sprede insekter som luftbårne smykker:
bevingede fartstriber zigzagger, tilter og dykker;

et sølvspir forgrenes på himlen, et smæld applauderer,
et hedetryk svinder, en friskere luft cirkulerer.

Et efterårs kærtegn kan hærde og afkøle jorden,
men skøn er dog verden, når løvfaldet blusser i Norden;

bedagede kroner forfalder i glødende farver
som afsvedne celler og flager fra afdøde drager.

En vinter kan hvidvaske alt under iskolde puder,
mens farverne flimrer og flyder bag duggede ruder;

en skovsø med snekrave sejler porøst ud af disen,
et grantræ poserer ved bredden og spejles i isen.

Jo, verden er skøn, når naturen fortæller og tegner,
når skyhavet regner, og perlerne drypper fra bregner.

Når dagslyset blotter et funklende vandløb, der hvisker,
forgylder et næb på en afsikret hejre, der fisker.

Når solen lakerer en hvilende kvinde ved vandet,
så bølgerne fråder, og havbrisen savler i sandet.

Når aftenens himmelbrand opflammer landskabets rammer,
forlænger de blåsorte skygger fra træernes stammer.

Ja, smukt og euforisk er digtet, hvori du er landet –  
naturligvis ikke et digt, du har læst, men et andet –

for smukkest er digtet, som verden bedriver og skriver,
og dét digt er alt, hvad den omfatter, selv er og bliver.

En nornetråd klippes, en olding forsvinder i døden,
men oldebørn følger og overta’r arven og gløden.

En navlestreng brister, et spædbarn fornyer motivet,
en blodig forløsning, et nyt big bang rebooter livet.