Jeg drømte mig en drøm

Jeg drømte mig en drøm om en genkommen kvinde, på vej op af vandet,

Jeg drømte, hun blev fulgt af et underligt optog, på vej ud i landet …

Jeg så jægere og samlere sparsomt klædt i skind

Jeg så landets første mennesker vandre ud og ind

Jeg så vikingernes skibe på vinger over vand

Jeg så krigere og handlende krydse by og land

Jeg så Saxo læse op i fornøjeligste stil

Jeg så Snorre fyre op under lidenskab og smil

Jeg så Tycho tænde stjerner fra Stjerneborg på Hven

Jeg så ensrettere true med heksebål og sten

Jeg så våbenskjoldets hjerter med løverne på spring

Jeg så Tordenskjolds soldater gå rundt og rundt i ring

Jeg så Holbergs tolerance og rettigheders værd

Jeg så frihedsfaner blafre, rebellers skarpe sværd

Jeg så Struensees reformer og oplysningens ånd

Jeg så stavnsbånd, der blev løsnet, og slavers brudte bånd

Jeg så Oehlenschläger åbne for venskab frem for spot

Jeg så guldaldernaturen besunget højt og flot

Jeg så Brandes og P.H. som fædrelandets gys

Jeg så Gyrithe og Agnes som moderlandets lys

Jeg så jøderne forfulgt af nazistisk hån og død

Jeg så fiskerne, der reddede flygtninge i nød

Jeg så modstandsgruppers kampe og slagne heltes blod

Jeg så flertalstyranni, der blev trængt af gejst og mod

Jeg så undergang og tab stimulere nye slag

Jeg så hele dette optog forsamlet om en sag

Jeg så landet som en kvinde, en ånd fra havets strøm

Jeg så havfruen, et smukt paradoks i Danmarks drøm:

Jeg tænkte, at så dansk er der slet ikke andre, der er her i landet;

men heller ikke én er til gengæld så fremmed – som fruen fra vandet.