Frosten var Dana en medsammensvoren:
Landskabet røber årtusinders istid,
tværs gennem ådalen, bakken og fjorden
spores den dybeste undergrunds krigstid.
Langsomt kom urskove, nogle lig udgård,
menneskefjendske, uhyggeligt tætte.
Vildnissets barske og blodige vilkår
krævede snilde og mod som en jætte.
Blottet for glitrende ædelmetaller,
skoven var dunkel, og havet besværligt,
utæmmet land i en trodsig ung alder.
smeltevand skar gennem jordlag og strandsand,
blødgjorde landskabet trægt, men begærligt –
vindblæst og kurvet, et kvindeligt ravland.
Rune Engelbreth Larsen: Danmarks krans (2010)