Våren er vinterens evige kætter,
planterne emmer af styrkende safter.
Landets oaser får skinnende pletter,
tvivlende sind kommer atter til kræfter.
Sommeren følger og opildner modet,
solvognen hiver og trækker i dagen.
Sjæle får vinger, der opheder blodet,
drages mod landskabets blomstrende lagen.
Lokkende mospuder venter på sengen,
varmen er trykkende, luften vibrerer,
flygtige sommersyn danser på engen.
Skyernes stuk krakelerer på omgang,
himmellyn fægter, og jorden parerer,
sommeren lufter kontrasternes holmgang.
Rune Engelbreth Larsen: Danmarks krans (2010)