Glinsende perler og dug på et græsstrå,
kalkklinter, klipper og klitter med udsigt.
Stort eller småt; det er svært at forbigå
landskabets selvskabte danske naturdigt.
Søens og vandløbets rislende lyde,
strømmende skønskrift, naturfødte noder;
spirende tegn, som vi prøver at tyde,
blades og blomsters æteriske koder.
Nok må vi undvære bjerge og løver –
kronhjortens brunst er vel også eksotisk,
hannen, der brøler, og hinden, der tøver?
Hajer ej heller, kun søens grå gedde –
dog er scenariet ofte hypnotisk,
skattene venter enhver, der vil lede.
Rune Engelbreth Larsen: Danmarks krans (2010)